Når vi udsættes for et traume skal det heales, før vi kan fungere optimalt, uanset om det er et fysisk eller et psykisk traume. Traume betyder skade, og når vi taler om et psykisk traume, betyder det at skaden, som vi har været udsat for, bliver ved med at påvirke os. De fleste traumer vi udsættes for, kan psyken selv helbrede, på samme måde som kroppen er selvhelbredende ved at danne sår og efterfølgende nyt væv.
Når traumet er for voldsomt til at psyken selv kan udbedre det, kan vi have brug for hjælp til at helbrede det. Her er traumeterapi hjælpsom, til at dirigere psyken hen i en tilstand hvor vi kan give slip på den traumatiske oplevelse.
Traumebehandling findes i de fleste terapeutiske retninger og de ligner hinanden meget. Typisk for de fleste retninger er at personen bringes tilbage til den traumatiske begivenhed igennem en visualisering, en forestillingsøvelse.
Jeg vil typisk arbejde med et traume ved at bringe klienten tilbage i den traumatiske situation via en visualiseringsøvelse. Målet er at kunne være i den traumatiske situation uden at føle sig fortabt eller i fare. Dette kan man opnå ved at ændre den følelsesmæssige binding til situationen. Det er selvsagt ikke muligt at ændre på fortiden, men det er muligt at ændre på det følelsesmæssige udtryk som erindringen giver i dag.
Jeg anvender strategier fra Somatic Experience, hvor der er fokus på kroppen igennem visualiseringsøvelser. Ved at fokusere på kropsfornemmelser samtidig med at den oprindelige situation ændres i en visualisering, bliver kroppens naturlige lægende ressourcer aktiveret så der kan skabes balance i nervesystemet og stressreaktionen ophører. Traumet bearbejdes langsom ved at hjælpe nervesystemet til at komme i balance et skridt ad gangen, hvor vi starter med at håndtere traumets perifere områder, før vi arbejder med kernen i traumet, afhængigt af traumets omfang.
Jeg anvender også strategier fra Skematerapi, hvor visualisering ligeledes er den centrale komponent. Denne tilgang er velegnet til at løse traumer der har indflydelse på hvordan vi fungerer relationelt på et personlighedsmæssigt plan. Visualiseringen kan enten rette sig direkte mod en traumatisk situation, eller den kan fremdrages ved en følelsesmæssig bro, fra en aktuel situation som man finder vanskelig. Målet er at gribe ind i situationen så den traumatiske situation bliver brudt, hvorefter der skabes en situation, hvor du oplever at dine behov bliver mødt, hvor du får følelsen af at være tryg og stærk.